SF og SFU vinder kommunalvalget!
Et yderst tilfredsstillende valg for SF har resulteret i mere end en fordobling af mandattallet på landsplan.
SF’s bedste valg nogensinde ser ud til at medføre både en borgmesterpost i Lejre og en regionsrådsformandspost i Hovedstaden. SF Ungdoms kampagne har samtidig været en kæmpe succes, og i øjeblikket ser det således ud til, at der vil blive valgt omkring 20 kandidater i byrådet, der er anbefalet af SF Ungdom.
Fintællingen af de sidste personlige stemmer skal dog være færdig, før det ligger helt fast, hvilke personer der er valgt. Du kan finde en endelig liste over de valgte SFU’ere på sfu.dk i morgen torsdag.
Kommunalvalget er den tredje sejr i træk for SF oven på den store fremgang ved Folketingsvalget i 2007 og succesen ved Europaparlamentsvalget i juni i år. Næste skridt er nu det næste folketingsvalg, der kan komme når som helst i løbet af de to kommende år.
Derfor er kampen langt fra slut nu. Derfor vil SF Ungdom med det samme trække i arbejdstøjet for at sikre, at SF’s fremgang fortsætter – også ved det kommende folketingsvalg. Forhåbentlig med det resultat, at den borgerlige regering kan blive væltet.
Herfra skal der lyde et stort tak til alle, der har gjort en indsats – lille som stor – for at få optimeret SF’s valgkampsresultat.
Bedste hilsner
Pelle Dam, Landsformand for SF Ungdom
Der er lukket for kommentarer.